Der er d. 15/11 i Folketinget fremsat et beslutningsforslag (B 76) om at nedlægge transportkorridoren også kendt som Ring 5 , og HavdrupListen ser dette som et vigtigt forslag. Nedlæggelsen af transportkorridoren vil give alle landsbyer i Solrød Kommune og Havdrup den nødvendige ro og tryghed, som borgere har efterspurgt. Samtidig vil det give borgerne i Solrød Kommune sikkerhed for deres ejendomme, der måtte ligge i korridoren.

Transportkorridoren strækker sig over et bredt område i Solrød Kommune og har en gennemsnitlig bredde på omkring 1 km. Den nord-sydgående korridor, som påvirker området, ligger klos op ad Jersie landsby og Naurbjerg ca. 1 km øst for Havdrup og Kirke Skensved og vil have en betydelig negativ indvirkning på vores små samfund.

HavdrupListen har længe arbejdet for at sikre, at udviklingen i Havdrup sker på en måde, der tager hensyn til byens særlige karakter og borgernes ønsker, dette gælder også landsbyerne. Nedlæggelsen af transportkorridoren er et skridt i den rigtige retning for at bevare de unikke miljøer i de små byer og sikre en bæredygtig udvikling.

Det er også værd at nævne, at Venstre tidligere har udtalt deres støtte til nedlæggelsen af transportkorridoren. I deres indlæg fremhævede de vigtigheden af at beskytte borgernes ejendomme og sikre en harmonisk udvikling af området. Der burde derfor være flertal i Folketinget for at forslaget går igennem, da vi regner med at også Liberal Alliance på borgen ( Carl Andersen ) kan bakke om forslaget.

Vi håber, at dette beslutningsforslag vil blive vedtaget, så vi kan fortsætte med at arbejde for en tryg og bæredygtig fremtid for Havdrup og Solrød Kommune.

Havdruplistens nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv løbende orienteret.