Transportcenteret var oppe at vende på ny, da tilladelsen og Miljøkonsekvensrapporten var fremlagt til vedtagelse. Hele sagen har været meget uskøn og rodet, og processen har ikke gjort det nemt for os at sætte os ind i detaljerne. Overordnet set er det vores holdning, at der langt tidligere skulle have været foretaget den påkrævede miljøkonsekvensvurdering og det inden byggeriet af transportcenteret gik i gang. Det skete desværre ikke, og vi må derfor forholde os til sagen som den ligger på nuværende tidspunkt.

Bygherre gik i gang med at udjævne området og bygge jordvolde inden den nye vurdering var lavet og vedtaget, altså inden tilladelser var på plads. Det ændrer ikke på at kommune skal sikre forholdene er lovliggjorte, og det er det vi så sidder med i dag. Der er tale om faglige indstillinger til byrådet som er gennemgået af flere rådgivere og hvor der er blevet nikket fra deres side til det udkast til tilladelsen der ligger i dag. Det vil kræve stærke faglige argumenter for at stemme imod indstillingen, da vi som byråd ellers kunne gøres juridisk ansvarlige, hvis vores lægmands vurdering var forkert.

I HavdrupListen har vi ikke ressourcerne til at gå ind i de faglige detaljer. Samtidigt må vi også sige, at processen og det forhold, at der er tale om en bygherre der har arbejdet med tilgivelse frem for tilladelse, gør at vi heller ikke kunne stemme for, derfor valgte vi at stemme blankt.

Men vi vil fortsat følge sagen tæt, da der fortsat er et byggefelt tilbage, der skal bebygges og hvor der i den overordnede miljøvurdering af hele området, er beskrevet hvordan bilag IV arterne (vandsalamander, frøer etc.) skal sikre adgang imellem deres yngleområder der er beliggende i udkanten af transportcenterområdet.

Havdruplistens nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv løbende orienteret.