Efterår er i kommunalpolitik lig med budgetlægning for det kommende kalenderår, og det gælder også i Solrød Kommune. Vi har i byrådet haft budgetkonference, budgettet er sendt i høring og i midten af oktober, skal det endeligt vedtages.
Og imellem det hele foregår budgetforhandlingerne mellem byrådets syv partier og lokallister, og i HavdrupListen ser vi frem til processen og forhandlingerne, som vi går konstruktivt og optimistisk ind til, for det er gennem det gode samarbejde i byrådet, at vi bedst tjener borgere og medarbejdere i kommunen.
Oplægget fra administrationen er i modsætning til sidste år et budget uden besparelser. Alligevel opfordrer vi borgere og brugerbestyrelser til, at afgive høringssvar, som vi ser frem til at læse og om muligt tage højde for dem ift. det endelige budget.
Ligesom sidste år er vi klar til at tage ansvaret på os for at sikre at det er et afbalanceret og økonomisk ansvarligt budget, der i sidste ende vedtages. Men derudover vi vil naturligvis tage de mærkesager, som vi gik til valg på, med til forhandlingsbordet. Det omfatter bl.a. en sikker krydsning af jernbanen i Havdrup, der har været på tegnebrættet siden 1991, men som aldrig er blevet prioriteret. Vi har en naturkvalitetsplan i Solrød Kommune, som der ikke er afsat økonomiske midler til. Derudover vil vi sikre at byens forenings- og idrætsliv forbedres, at vi sikrer høj trivsel for vores børn og unge, og at vi leverer værdighed til vores ældre i kommunen, der har behov for hjælp.
På anlægssiden oplever vi et voldsomt vedligeholdelsesefterslæb på vores kommunale bygninger, men hvis anlægsbudgettet udelukkende bruges til vedligeholdelse, så misser vi potentielt de åbne muligheder, der opstår i de kommende år. Det kunne f.eks. være etableringen af en supercykelsti mellem Roskilde og Køge, etableringen af et centralt beliggende medborgerhus i Havdrup, og førnævnte sikre krydsning af jernbanen, som har været mere end 30 år undervejs.
Ja, vi kunne godt bruge størstedelen af anlægsbudgettet i kommunens bagland alene, og det er vi realistiske nok til at vide ikke kommer til at ske. Til trods for det ser vi frem til nogle spændende uger, hvor vi sammen skal finde frem til en fælles aftale. Vi går som altid konstruktivt til sagen, men vi ønsker selvfølgelig, at kunne sætte HavdrupListens aftryk på det endelige budget. Det er jeg dog fortrøstningsfuld for.